|
Denne hjemmeside beskriver reglerne for det udvidede frie sygehusvalg.
Der er indgået aftaler for det udvidede frie sygehusvalg i somatikken, den udvidede undersøgelses- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien samt behandlingsretten i (voksen)psykiatrien.
Information vedrørende det udvidede frie sygehusvalg i somatikken
Den 1. januar 2013 blev den differentierede ret til behandling under det udvidede frie sygehusvalg indført.
Det betyder, at alle patienter har ret til at vælge et privat tilbud, hvis ventetiden på sygehusbehandling i det offentlige overstiger to måneder, og der findes en aftale om denne behandling mellem Danske Regioner og en privat leverandør. Patienter, hvor regionens læge vurderer, at der er tale om en alvorlig sygdom har ret til at vælge behandling hos en privat leverandør, hvis ventetiden overstiger en måned.
Der kan læses om de enkelte aftaler, som Danske Regioner har indgået med private sygehuse og klinikker om behandling indenfor somatikken under det udvidede frie sygehusvalg, ved at klikke ind på listen over privatsygehuse- og klinikker under behandlingssteder til venstre på denne side.
Spørgsmål fra patienter vedr. henvisning til privathospitaler under det udvidede frie valg skal rettes til et patientkontor i den region, man har bopæl i.
På patientkontorerne kan du få yderligere information om det udvidede frie sygehusvalg og retten til behandling i udlandet. Du kan også få vejledning og hjælp til at benytte disse muligheder.
Listen over patientkontorer kan findes her: http://sygehusvalg.dk/files.aspx?type=files&id=12620148
Udvidet ret til udredning og behandling inden for børne- og ungdomspsykiatrien
Den 1. august 2008 trådte nye regler på det børne- og ungdomspsykiatriske område i kraft. Reglerne betyder, at børn og unge under 19 år, der er henvist til udredning på et af regionernes sygehuse, kan vælge at blive undersøgt på et privatsygehus eller en privatklinik, hvis ventetiden på undersøgelse i det offentlige overstiger to måneder.
Pr. 1. januar 2009 fik børn og unge også ret til at vælge et privat behandlingstilbud, hvis de skal vente mere end to måneder i offentligt regi.
Danske Regioner har indgået aftaler med private sygehuse og klinikker om både udredning og behandling inden for børne- og ungdomspsykiatrien. Der kan læses mere om de enkelte aftaler ved at klikke ind på listen med behandlingssteder til venstre på denne side.
Udvidet ret til behandling i (voksen)psykiatrien
Fra 1. januar 2010 trådte behandlingsret i kraft for behandling i voksenpsykiatrien. Danske Regioner har indgået aftaler med private sygehuse og klinikker om behandling inden for psykiatrien. Der kan læses mere om de enkelte aftaler ved at klikke ind på listen med behandlingssteder til venstre på denne side.
Information
Regionerne skal informere patienterne om deres ret til viderehenvisning til et privat tilbud. Der henvises i øvrigt til regionernes patientkontorer. Kontaktoplysningerne findes her:
http://sygehusvalg.dk/files.aspx?type=files&id=12620148
Private leverandører, der er interesserede i en kontrakt, kan kontakte Danske Regioner på sygehusvalg@regioner.dk.
For spørgsmål fra private leverandører kan Danske Regioner kontaktes på mail sygehusvalg@regioner.dk (eller på 35 29 82 40 i telefontiden: Mandag til torsdag kl. 13:00 - 15:00. Den første onsdag i hver måned er telefonerne lukkede).
Bemærk! Telefonen er lukket onsdag d. 19. juni.
For yderligere spørgsmål kan Danske Regioner kontaktes på mail sygehusvalg@regioner.dk
|